Hjertestarter

Gå en tur og skaf en gratis hjertestarter til Tranum Klit Camping

Tranum Klit Camping  har taget initiativ til at skaffe en gratis hjertestarter, der skal hænge ved receptionen ved indgangen til campingpladsen. 

Du kan hjælpe dig selv og dine medborgerne med at skabe tryghed i lokalområdet. Du skal blot tage kontakt til Susanne Hedegaard eller melde dig som deltager i gruppen, der går for en hjertestarter 28. april.

Der er ikke tale om en traditionel indsamling, når tusindvis af danskere går på gaden i hele landet søndag den 28. april. For Hjerteforeningens dør-til-dør-indsamling handler om dele hjertestartere ud i hele landet – på steder, hvor der mangler en hjertestarter, der kan redde liv, når uheldet er ude og et menneske falder om med hjertestop. Derfor kalder Hjerteforeningen konceptet for Landsuddelingen

Tranum Klit Camping står i spidsen for en lokal indsamlingsgruppe, der vil gå for en gratis hjertestarter til alle som kommer ved Ejstrup strand og i området omkring. Gruppen skal bare gå 15 indsamlingsruter, og så kvitterer Hjerteforeningen med en hjertestarter inklusive professionel montering i et varmeskab af en lokal elektriker tilknyttet TS-gruppen.

 

Vi mangler stadig nogen, der vil gå en frisk tur på et par timer søndag den 28. april. Så jeg vil være meget taknemmelig, hvis man kontakter mig, så vi kan dække 15 ruter og dermed få uddelt en hjertestarter.

 

Hjertestarteren kommer til at hænge i et skab udenfor receptionen og bliver derfor tilgængelig døgnet rundt, året rundt, for alle som færdes på og omkring Ejstrup Strand. 

 

Hjertestartere er vigtige, fordi de redder liv, og fordi hvert sekund tæller, når hjertet stopper. Hjertestartere hjælper overlevelsen ved et hjertestop. Sandsynligheden for at overleve et hjertestop kan være op til 50-70 procent, hvis der bliver stødt med en hjertestarter inden for 3-5 minutter efter hjertestoppet. 

Vi ved, at hjertestartere sammen med hjertemassage gør forskellen på liv og død. Og vi ved, at hjertestartere skal være placeret tæt på det sted, hvor hjertestoppet sker, for at hjertestarteren bliver hentet og har effekt. Derfor går alle de indsamlede kroner fra Landsuddelingen ubeskåret til hjertestartere på de steder, som danskerne selv har valgt, siger Hjerteforeningens adm. direktør Anne Kaltoft.

Sådan gør du

Du kan tage direkte kontakt til Susanne Hedegaard 98235282 hvis du vil skaffe en hjertestarter til Tranum Klit Camping.

Du kan også tilmelde dig andre grupper. Du kan tilmelde dig helt frem til indsamlingsdagen 28. april. Meld dig til på www.hjerteforeningen.dk/landsuddeling

 

Om Hjerteforeningens Landsuddeling

  • Hjerteforeningen garanterer, at hvis en gruppe går 15 indsamlingsruter, får man en hjertestarter – også selv om man måske ikke får samlet det ind, som hjertestarteren koster med varmeskab og korrekt opsætning af en autoriseret elektriker. 
  • Hvis en gruppe samler særligt mange penge ind, går det ”overskydende” beløb til at sætte andre hjertestartere op. 
  • Hver en krone, der samles ind ved dør-til-dør-indsamlingen den 28. april, går ubeskåret til opsætning af de hjertestartere, som du og andre har ønsket.
  • Hjerteforeningen dækker selv alle omkostninger til produktion af indsamlingshjerter, kampagne, materialer, annoncering, administration/løn mv.
  • Indsamlingsgrupperne får tilbudt et gratis kursus i genoplivning.

 

Fakta om hjertestop

  • Hvert år rammes omkring 4.000 danskere af hjertestop uden for hospital – det svarer ca. 11 mennesker om dagen.
  • De fleste personer vil få varige skader eller dø, hvis de ikke får hjælp inden for 10 minutter. 
  • Efter ca. 6 minutter kan hjernen begynde at tage skade og for hvert minut, der går uden genoplivning, falder chancen for at overleve med ca. 10 %
  • Den mest effektive behandling af hjertestop opnås, når hjertemassage kombineres med brug af en hjertestarter.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *